Mine erindringer, Flemming Eskildsen, 3. februar 2025.
Hvornår overvejer man sit liv?
For mig har livet strakt sig i snart 77 år, så forløbet har været langt – og godt. Jeg har gennemlevet en tid , en epoke, der har været uden sidestykke i hele jordens, verdens, historie. Og der bliver nok heller ikke nogen epoke med så mange forandringer, som vi har oplevet, fremover. Det skyldes, at vi i min tid har haft fred i Danmark, og vi har gennemgået en rivende udvikling økonomisk og materiel i et demokrati.
Der vil i fremtiden komme mange flere opfindelser og tekniske løsninger på mange ting, men verden er på vej til at blive ustabil med risiko for ufred, spændinger og konflikter på et niveau, vi kun har set før og under 1. og 2. verdenskrig. Og det kommer ikke til at gå stille af: Hvem vil trække sig i en magtkamp? Hvem vil undlade at bruge de våben, der er tilgængelige rundt i mange lande?
Derfor kommer vore børn til at frygte for ubalance, ufred og utryghed.
Derfor kan jeg kun takke for, at jeg har fået lov at leve i denne tid på dette sted.
Jeg blev født søndag den 13. september 1948 i en landarbejderbolig i Drammelstrup ved Tirstrup på Djursland. Lidt symbolsk ligger denne arbejderbolig – stadig – lige under indflyvningen til Tirstrup Lufthavn. Det kan man så prøve at fundere lidt over.
Mine forældre var blevet gift i Visborg Kirke 2. november 1947, så jeg var både hurtig og ønsket.
Min mor, Esther, kom fra et hjem i Skelund, hvor min morfar, Henry Schmidt, var præstegårdsforpagter. Han var ellers uddannet kommis i Østbirk Brugs, men alligevel kom ind i landbruget og købte en gård lidt nord for Hadsund – den midterste af de tre Glargårde (”Glar” betyder glas, for der havde været et glasværk på stedet). Ved det køb blev han snydt af Peter Kromand, som var kendt for at komme let til penge. Peter lagde sig så meget ud med sine omgivelser, at der var én, som ville skyde ham. Peter blev da også ramt ved hjertet, men der sad tegnebogen – og det reddede hans liv. Man kan vel godt sige, at han overlevede ved hjælp af sine penge!
For at gøre et forsøg på at redde livet på gården gik min morfar til sin stedmor for at få hendes hjælp. Her skal det fortælles, at min morfar blev født som ”uægte” søn af en Wessel, som ejede Kobbergaard nord for Æbeltoft på Djursland. Dette gjorde den første tid svær for min morfar, da han ikke havde sin mor – og han blev bortadopteret til en gårdmand, Thomas Schmidt, i Østbirk. Her havde han det rimeligt, fordi stedfaderen tog sig godt af ham. Han fik sin skolegang og senere sin købmandsuddannelse her. Uheldigvis døde Thomas Schmidt i en ret ung alder, så det blev sted moderen, der kom til at tage stilling til min morfars ønske om økonomisk hjælp til at klare gården.
Han var adopteret og havde derved ret til arv efter sin stedfar, men det sneg hans stedmor sig ud af ved at tilbyde et engangsbeløb på 5000 kr – mod, at han frasagde sig retten til arven. Uheldigvis tog min morfar imod tilbuddet, hvilket viste sig ikke at slå til alligevel.
I hvert fald måtte mine bedsteforældre forlade Glargårdene og fik i stedet plads som forpagtere i Skelund præstegård.
Min mormor voksede op i Rostrup – lige i nærheden af Skelund – som datter af en børnerig landmandsfamilie. Hendes far drev landbrug sammen med, at han praktiserede som dyrlæge (uden papirer eller eksamen). Det var jo ikke så godt, for det var ”kvaksalveri”! Og nogle fik ondt af det. Derfor søgte min oldefar om lov til at fortsætte sit virke som dyrlæge. Han fik lov til at komme på Landbohøjskolen for at demonstrere sin viden og forklare sin praksis. Dette resulterede i, at han fik en autorisation til at være dyrlæge. Dog måtte han ikke kurere på ”hovbærende” dyr – altså heste, men ellers var det i orden.
Det betød, at han var den første i Rostrup, der kørte bil.
Familien var meget musikalsk. De kunne synge, og de fleste spillede også et instrument. Det var almindeligt, at familien optrådte med et par numre, hver gang der var gæster i hjemmet.
Min oldefar var tilmed kirkesanger i mange år. Det gik til på den måde, at kirkesangerembedet blev ledigt efter en degn, der blev syg. Men præsten krævede, at en ny kirkesanger skulle aflægge prøve på sin kunnen, så min oldefar måtte stille hos præsten og synge solo uden musik. Men det var ikke noget problem, og han valgte at synge ”Kirken den er et gammelt hus”, hvilket er en lang salme med svære melodimæssige forløb. Det gjorde et sådant indtryk på præsten, at han sad med tårer i øjnene, da min oldefar var færdig. Og han fik jobbet!
Min mormor var også meget musikalsk og spillede dejligt klaver. Hun og hendes familie var troende kristne. Det fulgte hende gennem hele livet. Det gav hende dog anfægtelser, da hun forelskede sig i den ”flotte kommis”. Han var høj og statelig med styr på sin uddannelse og orden i tingene. MEN han vil gå til bal og danse. Og han kunne godt komme i klammeri med andre unge karle. Derfor var min mormor så ked af det, at hun sagde: ”Jeg har forelsket mig i en ugudelig mand!”
Han, Henry, blev ”gudsfrygtig”, og de fik et langt fælles liv i troen på Gud.
Deres slægtsbeskrivelse findes i min onkel Eriks beretninger:Min morfar – ”Et skumsprøjt fra Kattegat” og min mormor – ”Skånske fletninger”
Min mor blev født som den første ind i dette familie-mønster af dårlig økonomi, musik og megen omsorg. Hun fik efterhånden 6 søskende, så der var meget liv – og mange munde, der skulle mættes. Dette betød også – som for de fleste på den tid – at børnene skulle ud at tjene, når de blev konfirmeret. Sådan var det også for min mor, som om hun klarede sig så godt i skolen, at læreren ville have hende til at gå i realskolen. Det kom hun ikke pga pengene. Da turen kom til hendes bror (nr 2), forsøgte han at læse videre, men måtte opgive det – vist nok også med økonomien som årsag. Senere kom ”de små” i realskolen.
På et tidspunkt ønskede mine bedsteforældre igen at blive selvstændige, så de overtog en gård, der hed ”Lille Bøgelund” i Assens ved Mariager Fjord. Den lå med udsigt til fjorden – og lidt uheldigt ned mod cementfabrikken, Dania. Det betød, at der var støv over det hele ved en bestemte vindretning. Her husker jeg de første ting om mine bedsteforældre. De boede meget småt. Der var ikke ret mange dyr, men der var trækheste og brønd i gården. Den brønd var farlig, og det stod meget klart, at der skulle vi ikke hen i nærheden af. Jeg husker, at jeg fik lov at sove inde ved mine bedsteforældre. Min morfar havde nathue på, for det var ikke varme i soveværelset.
I halvtredserne solgte de ”Lille Bøgelund” for at købe en købmandsforretning på Nyvej i Hobro. Dengang var der mange små købmænd alle steder. Alligevel var det i en brydningstid, hvor supermarkederne skød frem og fortrængte de små købmænd. Købmanden på hjørnet betjente gaden eller et par gader mere. De var sikre på faste kunder fra nabolaget, og det gav nok til at eksistere for. Dog ændrede tiden sig med flere større indkøbssteder, og det underminerede behovet for grossister, som ellers var dem, der forsynede de små købmænd.
Grundlaget for mine bedsteforældres handel sygnede da også langsomt hen, og de nedlagde forretningen en gang i tresserne, hvilket faldt sammen med deres egen overgang til pension. De nåede at sælge huset for at flytte ind som lejere hos min ugifte onkel i Overlade. Min morfar nåede det ikke, men døde lige før. Derfor blev det min mormor og min onkel, der boede i god tid i Overlade.
Min far var blevet ansat på Drammelstrupgården som traktorfører, da jeg blev født. Han var på en måde vendt hjem igen, fordi der var mindre end én kilometer fra vores hus til min fars barndomshjem.
Han voksede op som yngste søn i en landarbejder-familie med 13 børn. Det betød også, at pengene var små – meget små. Alligevel gik min farfar på arbejde, og min farmor passede børn, hus og hjem. Farfar var løs- og sæsonarbejder. Han var meget stærk, og der blev ofte sendt bud efter ham. Han kunne håndtere sten: Kløve dem og hamre dem til vejgrus ”Macadamisere”. Han havde hamre og jernringe i forskellige bredder afhængig af vejgrusets størrelse. Han gik ofte langt for at komme på arbejde, så arbejdsdagen kunne blive lang – tidligt afsted og sent hjem.
Han blev ikke så gammel, og jeg var kun 5-6 år gammel, da han døde.
Til gengæld blev min farmor gammel – 82 år. Og jeg har mange dejlige minder fra hende. Mine bedsteforældre boede i det samme hus i al den tid, jeg husker, og min far har også kun haft det sted at bo som barn. Huset var stort, og det var fyldt med mange børn. Dog måtte de ud i plads, når de blev 9 år. Det betød, at de måtte op og i skole – og ud i plads efter skolen. De kom dog hjem for at sove. Men efter konfirmationen var det ud af ”vagten”. Alle fik tjenestepladser, flere tog uddannelse som sygeplejerske. Der var 9 piger og 4 + 1 drenge. Drengene kom ud på landet, én blev uddannet kommis og en enkelt blev uddannet smed. Ellers var det almindeligt, at de fik kærester og blev gift – og fik børn. Nabo til mine bedsteforældre lå smeden. Lærlingene herfra havde også tid til at kigge ind til huset ved siden af – med de mange frodige døtre. Og ikke så langt fra Drammelstrup lå/ligge Råmosegård, som var et refugium med mange sygeplejersker. Dette gav mine fastre mulighed for at få den uddannelse.
Min ene faster, Hilma, kom til at bo med sin familie i hjemmet, og min farmor havde sit værelse, så der var tre generationer sammen. Det gjorde det muligt for min farmor at blive i det hus, hun havde beboet hele sit voksenliv sammen med morfar.
Jeg husker, hvordan vi samledes i det hjem, for der blev flere og flere til at besøge dem. Vi kom til juleaften, fødselsdage, bryllupper, sølv- og guldbryllupper. Faktisk kunne et bryllup samle omkring 100 gæster. Og vi har dejlige fotos med alle festdeltagere på.
Min far var som sagt yngste mand i børneflokken, og det betød, at der var rigtigt mange fætre og kusiner længe før os. Min yngste bror er også yngste fætter i den flok. Han blev nummer 49 barnebarn.
Bindingsværkshuset i Drammelstrup var et samlingspunkt over mange år. De mange børn var flittige til at besøge hjemmet, og de søgte gerne hinandens selskab. Der var en evne til at tåle hinanden, hvilket var opbygget gennem hele opvæksten – og det har de fleste taget med sig i deres familier.
At der var rummelighed blev bevist, da mine bedsteforældre tog Oluf til sig. Oluf var min ældste fasters dreng, men hun var ikke gift med Olufs far, og han måtte ikke få min faster til kone, så det nyttede ikke noget. Hun kunne ikke passe ham alene.
Derfor blev Oluf min farbror! Og de var tre drenge – født med korte mellemrum: Peter, Alfred (min far) og Oluf – og de holdt sammen op igennem hele deres opvækst. Jeg har ofte ønsket at få lidt mere at vide om deres aktiviteter og ”lege”. Det forlyder, at det kunne gå voldsomt for sig. Som eksempel var der ”krig” i grusgraven mellem stridende hold drenge. De kunne slås med kæppe, og de skød med sten-kanoner, som de lavede af stænger gravet ned i jorden og så fastspændt med gummislanger som en slangebøsse. Der skete skader, og min far havde en negl, der havde været i klemme et sted, så den aldrig rettede sig op igen. Men der var nok ikke alt for alvorlige ulykker.
De tre drenges venskab blev for livet.
Min far havde plads, fra han var 9 år gammel, og han kom ud at tjene efter konfirmationen. Måske blev han behandlet med nænsomhed, fordi han på det tidspunkt havde ældre søskende, som kunne tage ham i tjeneste. Således havde han plads hos sin søster, Olga, i nærheden af Skelund. Hun havde en gård sammen med sin mand, Peter Thomsen. Jeg har en fornemmelse af, at mine forældre allerede på det tidspunkt så lidt til hinanden.
Senere blev min far karl hos sin bror, Jens, på Lolland. Jens og Marie havde Meltoftegård uden for Nakskov. Her havde han det godt, selv det var ret langt hjemmefra. Han kom derfra til Nordfyn, Nørreby, hvor han lærte at gå på jagt. Det var en rigtig god plads med flere karle og piger, og tonen var fri og frisk. Hvis der kom et træk ænder og slog sig ned ved fjorden, mens de var i marken, skyndte de sig ind efter bøsserne og så ned til fjorden. Det eneste minus, der var ved stedet, var fisk. Det fik de temmelig ofte, så efter den tid spiste min far ikke fisk.
Til gengæld lærte far at danse, gå til fest, spille håndbold og få taget på piger! Det sidste blev han led ved, så han skrev til min mor, som på det tidspunkt havde fået plads i huset i Hjørring – om de ikke skulle optage forbindelsen igen?
Mor havde heller ikke helt glemt min far, så der startede et mere seriøst forhold.
Far tog efter Fyn på Højskole i Børkop – i øvrigt sammen med sin nevø Kresten fra Lolland.
Mens far var på Fyn var på session og blev han taget til Livgarden, men p.g.a. af 2. verdenskrigs udbrud og besættelse af Danmark, blev han ikke indkaldt. Der imod blev han opfordret til at søge Hjemmeværnet efter krigen, hvilket han også gjorde og var med i mere end 20 år.
Mor var ikke lige så hurtig til at forlade sit hjem. Hun var faktisk pige i huset hos son mor, men der var også kommet flere til og der var nok at lave. Hun havde lyst til at lære sygepleje, så hun tog kursus på Terndrup Sygehus. Og jeg ved ikke, hvordan hun var ansat, eller hvor hun arbejdede i den tid.
På et tidspunkt fik hun mæslinger – ret alvorligt så hun ikke kunne tåle lys. Hun kom derfor til at ligge i sengen med nedrullede gardiner hjemme hos sine forældre. Da hun blev lidt bedre, ville hun prøve at snakke lidt med sin yngste bror, som da kun var en lille purk. ”Erik, kommer du ikke herhen til mig lidt?” ”Nej, du kan gå op på kirkegården!” De to havde jo ikke haft noget kendskab til hinanden.
Mor fik plads i Rønde og senere i Hjørring – vistnok hos nogle tandlæger. Det gav flere muligheder – bl.a. kunne de flytte ud til Lønstrup om sommeren.
Mor og far blev gift 2. november 1947.
De flyttede ind i landarbejderhuset på Drammelstrupgården, hvor far var traktorfører – en stor Fordson Major. Han havde ansvar for markarbejde, kørsel og vedligehold. Det var på den tid ret usædvanligt at have traktor. Men meget hurtigt kom der traktorer på gårdene – ikke mindst da man kunne få en lille, grå Forguson mht af Marschallhjælp, som USA sendte til Europa for at opbygge landene igen efter krigen.
Mor og far var indstillet på at yde humanitær bistand til nødlidende efter krigen. Derfor tog de imod en dreng fra Italien, Giaseppe. Han var i Danmark sammen med sin storebror, og de var begge med i en gruppe børn fra Norditalien – ledet af en sygeplejerske. Giaseppe var en rigtig pæn og sød dreng. Men han havde nogle primitive reaktioner, som mine forældre havde svært ved at tolke. Han sad min far i et sæde på min fars cykel, når de var på tur. Mens de kørte, kunne han pludselig ruske i cyklen for at komme af. Så sprang ned og tog en sten i hånden for at sende den efter en fugl. Det var et kast for at jage fuglen, og det var på en måde, der fik mine forældre til at tro, at de i Italien havde skaffet sig noget spiseligt på den måde.
En lille episode hændte, da begge brødre var på besøg hos os: Jeg var spæd og var ved at trille ned af sengen, hvor Giaseppes bror hurtigt greb mig i faldet.
Mens Giaseppe boede hos min forældre – og mig, for det var efter september 48 – brændte en staklade på Drammelstrupgården.
Brandårsagen blev ikke fundet, men Giaseppe blev anklaget for at have stukket ild til laden, og det resulterede i, at han måtte rejse fra mine forældre. Jeg har ikke fundet ud af, hvad der blev af Giaseppe og hans bror efterfølgende. Muligvis har han fået en anden familie at være ved. Men denne sag blev kendt i offentligheden med en avisartikel, som beskrev forløbet følelsesladet, hvor mine forældre var meget berørte af håndteringen. Således stod der, at min far rakte en arm ind og strøg Giaseppe på hovedet – en arm der kunne slå en ko i jorden!
Jeg har ikke nogen erindring fra Drammelstrupgården, og jeghar heller ikke nogen erindring fra den næste plads, min far fik – nemlig som forvalter på gården, ”Fuglsø”. Det var først, da mine forældre flyttede til Ørndrup i Himmerland, jeg har billeder fra. Her var min far forvalter i ca. 3 år. Jeg fik en lillebror, og vi fik venner for livet i ejerfamilien Laursen. Her trivedes vi. Vi boede i en lejlighed i enden af det temmelig stort stuehus. I det var der folkestue, køkken, kontor, havestue, soveværelse, badeværelse, to eller tre stadsstuer og værelser plus gildesal på loftet – og altså en rummelig lejlighed til forvalteren.
Herfra mindes jeg mest de dramatiske oplevelser: Således gik der ild i vort køkken, fordi mor havde sat noget flæsk over til stegning – og derefter var hun/vi gået ud i haven. Det betød ildebrand, men den kunne dog slukkes ved egen hjælp. Og så er jeg blevet fortalt, at jeg var så optaget af den store traktor, at jeg startede den. Det var dog ikke muligt at sætte den i fuld gang, for der var ingen nøgle i den. Men starteren kunne drive den frem, når man trykkede på den. Der skete også noget temmelig sært en aften i helt klart vejr. Fodermesteren kom og kladte på mine forældre, at de skulle komme ud i gården og se et mærkeligt fænomen. Min onkel Erik var på ferie hos os, og han kom også med ud, selv om det var lidt sent. Der mødte dem et underligt syn: Der var fuldmåne eller næsten, og der stod et tydeligt kors ud fra månen. Dette vedblev i ca. 20 min., og alle – også den ikke-troende fodermester – var enige om, hvad de så. Måske var de lidt mindre enige om, hvad det betød. Men det blev et syn, de alle kunne huske, og jeg fik det fortalt, da jeg forstod lidt mere. Synet blev ikke omtalt andre steder, men mine forældre fik at vide af præsten, at han også havde set det. (Jeg har for nylig fået oplevelsen fortalt igen af min onkel, og han var stadig helt sikker på, hvad han så. Og han er troende på sin helt egen måde!)
Jeg var på alder med Laursens yngste søn, Knud, og vi to fik en del med hinanden at gøre også senere.
Børneflokken på Ørndrup var stor – syv i alt. De var sådan set i alle aldre, og tanken var nok den, at den ældste søn skulle overtage Ørndrup, når Adolf Laursen trak sig tilbage. Så dan gik det ikke, for Erik egnede sig ikke til at være landmand. Han klarede sig dog meget bedre til autoservice. Bent havde evner til at læse og blev en respekteret lærer/leder. Poul handelsuddannet og gjorde det godt som selvstændig handelsmand. Ellen Margrethe – eller Søster – var i mange år inden for pleje og sundhed. Hun var som lille meget glad for min far, og hun traskede med glæde efter ham rundt på gården. Jørgen fik sin uddannelse i en bank, men blev senere lærer på en handelsskole. Lissa kan jeg ikke huske så meget om, hvad job angår. Men Knud som den yngste uddannede sig til plejehjemsassistent og arbejde indenfor dette område i mange år.
Mine forældre forlod Ørndrup for at blive ansat på et behandlingshjem for drankere under Blå Kors. Det var på Tørring Nygård ved Randers Fjord. Her var far driftsleder af landbruget, og mor bistod med hjælp i huset. Her lærte mine forældre noget om forsorg og alkohol-behandling. Vi fik et rigtigt godt forhold til forstanderparret – og deres børn. Igen var jeg heldig at få en legekammerat næsten på min egen alder – Jørn. Han var yngst af vist nok fire i alt.
Jeg husker, at vi to legede med tændstikker – lidt for tæt på en høstak, så der blev pludselig meget ild. Og jeg blev lagt i seng ved højlys dag.
Vi fik besøg af min fars højskolekammerat, og han kom på motorcykel. Det skulle min far prøve som passager på bagsædet. Der blev ikke plads til mig, men jeg kunne da bare begynde at gå bagefter. Så ville jeg nok komme op at køre, når de vendte tilbage. Problemet var bare det, at de kørte en rundtur og kom ikke tilbage ad den, jeg troede, de kom. Jeg var derfor ikke hjemme, da de var tilbage. Og så måtte der en eftersøgning i gang. Jeg blev fundet – og fik en tur på motorcyklen hjem!
Mens vi boede i det lille hus ved Tørring Nygård, blev det solformørkelse, og vi skulle se igennem ”negativer” eller sodet glas for at se mod solen. Det var en stærk oplevelse for en femårig dreng.
Vi børn havde det sjovt sammen, og der var masser af legemuligheder rundt på gården. Det skete da også, at vi kom galt afsted: Vi kom ud for at blive lukket inde på loftet, fordi én havde låst uden at vide, at vi var en børneflok deroppe. Og på et andet tidspunkt fik min lillebror en greb stukket i låret ved en roekule.
Desværre blev ansættelsen ikke så lang, for Blå Kors besluttede at nedlægge Tørring Nygård. Der blev i stedet etableret et alkoholbehandlingshjem i Hobro.
Alt personale blev afskediget – også forstanderparret. Dog fik mine forældre opgaven med at nedlukke gården som institution. Jeg husker ikke, hvor længe det varede, men vi flyttede ind i hovedbygningen i den periode. Så det var næsten som ”Jeppe i Baronens seng”. Så overvældende var det.
Far og mor havde fået smag for pleje og omsorg, så de bød ind på og købte hvilehjemmet i Vester Hornum.
Derved vendte vi tilbage til samme by, som Ørndrup ligger i, og vi fik igen kontakt med familien Laursen.
Her boede vi i fem år, og mange af mine interesser blev grundlagt her. Jeg begyndte i skolen hos fru Sørensen, og jeg kom på mit første fodboldhold.
I starten boede vi på et værelse i hvilehjemmet, men snart blev nabohuset til salg, og mine forældre købte det – sammen med min onkel i begyndelsen . Det gav lidt mere privatliv. Dog lejede mine forældre første sal ud til en lille familie, så der var lidt bedre balance i økonomien. Min far købte bil – en gammel, høj Ford. Den solgte han straks videre til gartneren. Men det gav mine forældre lyst til at have en bil, så der blev anskaffet en Standard 8. Den var helt ny og købt i Fjerritslev. For igen at få bedre økonomi, så blev den lejet ud. Det var så mange, der ikke selv havde bil, så det var en god fidus. Min far lejede bil ud i alle årene, vi boede i Vester Hornum. I den tid havde vi altså en Standard 8, en Opel Olympia, og en helt ny Opel Record – hentet i København.
Far blev også forsikringsagent for at tjene lidt mere. I den anledning fik han en professionel kontaktperson, Staun. Og det blev til en del samvær. Og Staun var en interessant og behagelig mand. Hvor meget min far tjente, ved jeg ikke, for det var ikke så meget.
I en periode fik min far lidt kontakt til sit gamle fag: Landbruget. Han kom til at køre med en traktor, der var monteret med et ammoniak-nedfældningsanlæg. Det var ret nyt, og det kunne gøde jorden. Han kørte i perioder i næsten døgndrift, men systemet var ret ukendt, og anlægget på traktoren var ikke dimensioneret til det tryk, der blev ved nedfældningen. Og når der skulle skiftes beholdere, skulle man have gasmaske på, men det var heller med i starten. Far kom ud for, at en kone kom for at få en spand-fuld med hjem til haven? Det var ikke muligt, da ammoniakken bliver til en luftart, så snart det lukkes ud af beholderen. På andet tidspunkt var der en nysgerrig dreng, der lige ville lugte til en tømt beholder: Det var så stram en lugt, at han faldt besvimet bagover. Ellers skete der ikke noget med ham.
På Hvilehjemmet var der en del madaffald, så vi fik en gris til at spise op af de rester. Dette betød også, at grisen skulle slagtes , og det kom der en hjemmeslagter og tog sig af. Det var en voldsom oplevelse for et par små gutter, som min bror og mig. Men vi fik en viden, vi kunne bruge senere vedr. slagtning og grises ”indretning”.
Jeg havde min bror, Erling, der er 2½ år yngre end mig. Og så kom der en bror mere i 1956. Jeg havde ikke bemærket, at min mor forandrede sig, så det blev en overraskelse, at min ven, Knud, kunne fortælle, at vi skulle have en lillebror eller -søster. Erling og jeg blev sendt ned for at lege på Ørndrup. Vi fik ikke at vide, hvorfor, men da vi kom hjem lå der en lille baby i en vugge, og vi at vide, at det var en lillebror.
Karsten blev en dejlig lillebror, som begge vi storebrødre kom til at holde meget af. Og vi forkælede ham på alle de måder, vi kunne komme af sted med.
Han var også en elskelig bror, for han var nem og tilpas. Han havde det godt blandt de mange gamle mennesker, der boede hos os. Eller ”ældre”, som min mor brugte i stedet for.
Dog var vi meget tæt på at miste Karsten i en meget ung alder: Han havde lige lært at gå, og jeg skulle se efter ham, men han smuttede alligevel ubeset ud og havde fået øje på nogle andre børn på den anden side af vejen. Han stilede lige ud på vejen, og så kom der en bil kørende (Dem kom der mange af). Bilen måtte bremse op og skred først på vejen så over i genboens forhave med et ordentligt spor. Manden i bilen var så chokeret, at han næsten ikke kunne stå på sine ben. Vores mor kom hurtigt til og fik den stakkels mand med ind og sidde ned.
Der var så megen trafik igennem Vester Hornum, at vi af og til havde kammerater, der blev ”kørt ned”. Jeg husker ikke, at nogen af mine venner mistede livet på den måde, men efter at vi var rejst fra byen fik at vide, at én af beboerne på hvilehjemmet var dræbt ved at gå ud foran en bil.
På et andet tidspunkt legede vi børn i nabolaget i nærheden af vejen, og så skulle det lige ske, at københavnerbussen kom forbi, da Erling var lige ved at løbe ud foran den. Bussen huggede bremsen i, og chaufføren kom helt forstyrret ud for at se, hvad der var sket. Men Erling slag uden skrammer.
I den tid, vi boede i Vester Hornum kom der dog fortov, og den voldsomme trafik aftog, fordi der blev anlagt en overordnet vej udenom byen.
Jeg var glad for at gå i skole ved fru Sørensen, og jeg gik også gerne i søndagsskole – som også forgik i fru Sørensens klasselokale. Det var ofte fru Laursen – Knuds mor – der stod for søndagsskolen. Og jeg var så tilpas med at høre bibelhistorie. Det har fulgt mig siden, at jeg i søndagsskole, hjemme og i skolen fik fortalt de bibelske beretninger. Senere i livet har jeg selv fortalt historierne fra bibelen til mine egne børn og i skoleklasser.
Meget af tiden gik med at spille fodbold, og vi kunne sagtens tilbringe timer med at spille sammen på fodboldbanen. Jeg husker ikke egentlig træning i de første år, men jeg kom på puslinge-hold allerede som 6-årig. Bolden var den samme størrelse, som de voksne spillede med, så den nåede næsten op til knæet, og ofte var den snøret med et kraftigt snørebånd, som gjorde ondt at sætte panden på. Jeg havde ikke fodboldstøvler i begyndelsen, men heldigvis havde jeg en onkel, Erik, der var rigtig god til fodbold, og hans aflagte støvler kunne jeg arve. Problemet var dog, at de var så slidte, at knopperne var slidt ned (eller op), og sømmene stak ind i støvlen og op i foden. Det var ikke godt. Næste ”generation” støvler havde ikke denne fejl. Jeg var så glad for det spil, og jeg var ret god til det. Jeg kunne drible, tackle, løbe og skyde. Men jeg var begrænset i mit løb om for- og efterår, fordi min astma brød ud i fugtigt vejr. Så måtte jeg stoppe op og hive efter vejret. Vi spillede på de voksnes bane og de samme mål, så en høj bold på mål over målmanden gav også mål. Vi spillede mod nabobyerne, Overlade, Flejsborg, Hyllebjerg, Havbro, Hornum, Strandby og Hvalpsund. Var vi heldige, blev vi kørt i et par ”faderlige” biler. Men vi prøvede også at cykle selv til Overlade – for mig var det på en gammel ”skærveknuser”.
Det var ikke luksus, vi oplevede som børn. Far fremstillede selv nogle af julegaverne, og vi havde ikke noget ordentligt at cykle på. Det blev der lavet om ved, da Erling og jeg pludselig fik hver en helt ny cykel. Det kom så meget bag på os, at jeg gav mig til at tude – og kunne slet ikke bare sætte mig op på ”dyret”. Erling blev helt ellevild og styrtede afsted på sin nye cykel. Disse forskellige reaktioner bemærkede vores forældre, og vi har haft en del flere eksempler på vi to brødres måder at tage tilværelsen på. Erling fremme i ”skoen” i bare livsglæde. Det har givet ham mange store oplevelser og ”sejre” – men også nederlag og ”stød”, som han godt kunne have undværet. Jeg har nok altid været lidt ængstelig og forsigtig, men har også oplevet store – til min egen overraskelse – ”triumfer” i uddannelse, job, privatliv og politik.
Mens vi boede i Vester Hornum oplevede vi rigtigt meget sammen med kammeraterne. Jeg har nævnt fodbolden, men der var så megen leg i at færdes ude i omegnen af byen: Vi kunne færdes i området med ”smuld-fabrikkerne” – også kaldet formbrændsel. Der blev nemlig gravet tørv i omegnen, og det blev sat i produktion på formbrændselsfabrikkerne. Det var faktisk ret farligt at færdes der, og Henrik fra min klasse havde da også mistet 1½ finger i en maskine. Der blev ikke sådan holdt øje med alt, hvad vi foretog os. Vi gik ud på isen så snart, vi mente, den kunne holde. Og det kunne den som regel også – men ikke altid. Og så var der bud efter våde bukser. Om sommeren kunne vi også finde på at lave tømmerflåder, som så blev sejlet ud på ”oversvømmelserne”. De rigtige damme med dybt vand holdt vi os som regel fra. Vi undersøgte dog åen og skoven ved Hornumbro. Det var heller ikke helt ufarligt, og jeg mistede en strømpe på sådan en tur. Det blev jeg jo nødt til at indrømme, da jeg kom hjem.
En vinter var Erling og jeg ude at kælke sammen med en flok større kammerater på ”chokoladebakken”, og vi kunne gå bag om over markerne til den eftertragtede kælkebakke. Her blev vi to brødre udsat for drilleri, og det foregik ved at, vi blev skubbet ned over snebakken og fik sne ind alle vegne – under tøjet og i støvlerne. Som jeg husker det, måtte vi gå hjem – uden kælken – stivfrosne. Vi blev ”tøet op” ved at komme af med tøj og støvler. Erlings strømper var frosset fast til huden, og han fik lov at komme ind i fars og mors seng.
I sommertiden kom der ind imellem tivoli til byen. Så var vi unger klar til at følge med i, hvad der skete. Og det var også spændende med alle de forlystelsestilbud, der var: Karrusel, luftgynger, skydetelt og spillemaskiner. Der var også optræden af en bugtaler, som havde en ”talende dukke” på skødet. Dukken kunne ikke snakke rigtigt. Han sagde: Doskilde romkirke!
Jeg havde rigtigt meget lyst til spillemaskinerne. Derfor ”lånte” jeg nogle ti-ører i mors pung. Dem spillede jeg med og vandt 50 ører. Det kunne jeg stolt fortælle derhjemme, men det blev ikke til ros men til skældud, fordi jeg havde taget selv. Det skete aldrig mere.
Til gengæld vankede der en 25-øre hver søndag. Og den måtte vi købe is eller slik for oppe i bagerbutikken.
På hvilehjemmet havde vi mange gamle mennesker. Nogle var dog så friske, at de kunne gå til hånde i køkken og have. Alligevel var der dødsfald, som betød, at vi børn oplevede døden på nært hold. Vi fulgte med i, at den døde kom i kiste, og de lå i kisten uden låg, så vi kunne se dem – og hilse farvel. Jeg husker, at det betød noget for vores forældre, at vi vænnede os til den del af tilværelsen. Vi så hvordan den døde blev båret ned ad trappen, fordi der ikke var plads til en kiste.
Vi kom ofte på besøg hos de gamle – eller ældre som min mor brugte.
Nogle var som bedsteforældre, så der vankede gerne en knald – altså et bolsje. Der boede også en ældre, der samlede på sukkerknalde. Dem fandt vi, da vedkommende døde. Og de blev overladt til en biavler, der kunne bruge dem til sine bier som vinterføde.
Vi havde også et polsk ægtepar, Samoiskis. Hun hed Victoria og var i den grad hidsig, og så manglede hun de fleste tænder. Erling kaldte hende: ”Hende med ”tun” ’en tand”. Uheldigvis kom han også til at stå og klappe hendes runde mave. Hun blev så rasende, at hun slyngede Erling en syngende lussing, så han røg hen ad gulvet.
Min bedste legekammerat var præstens Flemming. Han var et år ældre end mig, men vi havde det så godt sammen og vi kunne finde mange gode ting i deres store parklignende have. Senere så den med voksne øjne. Så var den ikke helt så stor. Flemming måtte høre meget, pga at hans far var præst. Det kom desværre til at præge ham senere. Han fik svært ved at klare den almindelige folkeskole, så han kom på kostskole. Dette skete efter, at vi var flyttet fra byen, men jeg husker det, som det var en meget hård straf – at blive sendt hjemmefra. Flemming var senere uheldig i kærlighedslivet. Han skulle have barn lidt for tidligt. Han blev skilt. Han fik en uddannelse som konfektionshandler i Aalborg. Han fandt sig en kone, blev bosat i Løgstør og blev livredder i Rønbjerg Feriecenter. Jeg mistede forbindelsen til ham, men hans forældre havde sommerhus på Fur, hvor jeg kom til at bo. Og jeg fulgte lidt med i, hvordan det gik for min gamle ven. Hvordan alting går, så skulle Anne og jeg sejle fra Aarhus til Odden med Molsfærden juleaftensdag for at fejre højtiden i et sommerhus i Udsholt. Det var en voldsom overfart med storm og bølger, og Anne blev så dårlig, at hun måtte ud i den friske luft. Alligevel kastede hun op og frøs forfærdeligt. Jeg var desværre ikke så opmærksom, fordi jeg sad i en gruppe, der viste sig at være min ven, Flemming, sammen med sine stedbørn, og de var på vej til at holde jul hos hans egen datter i København. Desværre var Flemming reduceret pga en blodprop i hjernen, så han kunne ikke overskue ret meget, og han kunne ikke huske ret meget. Det kunne hans steddatter forklare, og hun kunne også fortælle, at jeg skulle kontakte ham – skrive eller ringe – hvis vi skulle se hinanden igen.
Anne kom ind fra kulden og var forfrossen – og skuffet over min manglende tilstedeværelse. Derom senere.
Tiden i Vester Hornum var en god tid. Min far og mor fik opfyldt deres ønske om at udøve pleje, og de fik opfyldt ønsket om at være selvstændige. De fik det godt med byens borgere. De fik venner – ikke mindst folkene fra Ørndrup – men også andre, de fik et nært forhold til. Vores næsten nabo, maleren, blev fars gode ven, og pastor Andersen var et stærkt venskab. Far var gode venner med de fleste, og der var en djærv og frisk tone mellem mange i byen. Man kunne også finde på at lave drillelege med hinanden – selv de voksne. Man mødtes til fodbold, man gik i kirke, og man mødtes på ”bufetten”/forsamlingshuset. Alle kendte alle, og man fulgte med i hinandens liv. Mor var mere til besøg og omsorg hos ældre ude i byen. Far blev leder i FDF og fik mange gode drenge som senere bekendtskab. Han deltog i møder og lejre, og han havde det godt med både drengene og de andre ledere. Man huskede ham og inviterede ham med, da FDF i Vester Hornum holdt 40 års jubilæum.
Vi boede i Vester Hornum i 5 år, og det var en god tid. Men i slutningen af 50-erne var kommunerne rundt i landet begyndt selv at bygge plejehjem, så der begyndte at mangle ”kunder” til hvilehjemmet. Det fik far og mor til at overveje situationen, hvilket resulterede i, at de søgte ansættelse på et kommunalt plejehjem. Samtidig satte de hvilehjemmet til salg. Begge dele lykkedes. Hvilehjemmet blev købt til fortsættelse som hvilehjem. Men eftertiden blev svær for pleje af ældre, så ”hjemmet” endte med at blive en slags café eller bodega.
Vores næste livsafsnit blev henlagt til Ørding på Mors. Far og mor havde søgt på en annonce som bestyrerpar på et nybygget plejehjem i Ljørslev-Ørding Kommune. De var meget usikre på, om de kunne komme i betragtning, når de ikke var uddannede hverken sygeplejersker eller forsorgsassistenter. Alligevel gjorde de et så godt indtryk, at sognerådet antog dem som ledere fra efteråret 1959. Plejehjemmet var ikke færdigt, og vores lejlighed var heller ikke klar, så derfor blev vi ”nomader” rundt i Danmark. Her gjorde vi besøg hos alle i familien. Vi medbragte selv telt og luftmadrasser, så det blev til besøg/ophold på Lolland, hvor far havde både en bror, Jens, og en søster, Mary. Vi var på Sjælland hos fars søster, Gudrun. Og vi var hos fars hjem, hvor hans søster, Hilma, boede med sin familie. Vi sov også i haven hos min mors søster, Ingeborg, men det gik ikke så godt, for da var det blevet lidt køligt om natten, så vi lånte nogle halmmåtter fra deres gartneri. Om natten vågnede vi ved, at den indvendige side af teltdugen var fuldstændig dækket af ørentvister. De havde lige fået det lidt for lunt med os sovende ovenpå. Der blev ret hurtigt flyttet ind i huset.
Denne nomade-tid medførte en forlænget sommerferie for mig. Vi flyttede ind i den nye lejlighed på plejehjemmet. Og så kunne far og mor medvirke til færdiggørelsen af indretningen. Der skulle tages stilling til indretning af såvel værelser, opholdsrum som køkken og kælder.
Jeg kunne starte i min nye skole i Ørding. Det vil sige, jeg begyndte i 5. klasse i den ”stråtækte” hos lærer Dinsen og ”husflidsskolen” hos Rossmeisel. Vi havde lige taget hul på den nye skolelov fra 1957, hvor der blev større krav til de enkelte fag, og der kom flere fag til. Derfor var der to ”skoler” til de store i Ørding. Hvordan det blev løst i Ljørslev og Vestre skole, hvor der hvert sted bare var én lærer hvert sted vides ikke.
Jeg befandt mig godt med de nye kammerater, og jeg fandt hurtigt sammen med dem, der godt ville spille fodbold. Det gav status, hvis man var god til fodbold – og det var jeg.
Erling gik skole hos frk Skyum i forskolen, og hun var en bestemt lærerinde. Og Erling fortæller, at hun var hård ved ham, fordi han som ordblind lavede de fleste fejl i diktat. Det ”belønnede” frk Skyum med, at Erling skulle op til tavlen og skrive alle de forkerte ord op i alles påsyn. Han var ked af det og syntes, at verden var uretfærdig. Og det blev ikke bedre, da det lykkedes ham ikke at være den med de fleste fejl. Frk Skyum kaldte ham op som sædvanligt, men han protesterede, fordi det netop ikke var hans tur denne gang. Det fik lærerinden til at bemærke, at han nok ikke havde noget, han skulle lave derhjemme, så han kunne godt komme op alligevel. Det glemte Erling aldrig.
Vi flyttede til Mors på et tidspunkt, hvor rollerne i sognet var klart fordelt: Præst og degn stod højt. Gårdmændene havde mere at sige end husmændene, som igen følte sig over daglejerne. Sådan var man delt ind i et hierarki, hvor alle kendte deres plads. Til at understøtte denne fordeling var årets skattebog lagt frem til gennemsyn for alle. Her kunne men ved selvsyn konstatere, hvem der betalte mest – og mindst – i skat. Præstens og degnens løn var nok i toppen, men lige efter kom de store gårdmænd. De fleste affandt sig med denne offentliggørelse, men der var også dem, der gjorde alt for at blive sat ned i skat ved at oplyse små tal på selvangivelsen.
Derfor var det et problem, at der kom et par som plejehjemsbestyrere. Sådan nogen havde man ikke haft før, og hvor skulle de indplaceres? Efter skattebogen lå far og mor langt nede, for de startede med en ussel løn. Det hører med til helheden, at de var lønnet med logi og kost, så de fik sådan set udbetalt ”lommepenge”.
Men denne usikkerhed om rang gjorde det svært at være barn i byen. Her gik det nemlig løs med at finde ud af rækkefølgen. Det vil Erling ikke finde sig i, så han var i slagsmål hver dag – og som selv siger: hver eneste dag i de første par år. Han har fortalt, at han på et tidspunkt satte sig for at stoppe denne plage. Han mødtes med en større dreng ovre ved transformatorstationen på hjørnet. Og så slog han fra sig, så den anden dreng fik så læsterlige klø. Det hjalp, for der var ikke nær så mange, der plagede Erling efter dette. Far havde godt set det fra vinduet på plejehjemmet, men det eneste han sagde var, du skal holde op med at slå, når han ligger ned.